Sluk tørsten i hjemmelavet fersken ice tea
Jeg drikker allerhelst vand. Koldt vand fra hanen. Bum. Sådan har jeg altid haft det. Danskvand hvis det skal være lidt sjovere. Jeg drikker aldrig sodavand. Ærligt, jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har smagt det.
Ind i mellem er det nu rart med noget lidt andet end vand – især når det er varmt uden for. Hvilket det jo egentlig slet ikke er i øjeblikket. Så her kommer en meget dårlig timet opskrift på iste.
Jeg googlede lidt og fandt så denne opskrift. Den er nem at lave og isteen blev faktisk rigtig velsmagende! Prøv dig frem med mængden af citronsaft og sukker. Blandingen bliver meget mere velsmagende når den er helt kold, end når den er varm eller lun.
Du skal bruge:
1 liter vand
2 spsk. teblade (brug din favorit og helst en økologisk – jeg brugte en frugtig grøn te)
1 håndfuld friske mynteblade
2 modne ferskner i tynde både
2 tsk. kokossukker (eller anden sødning)
1 spsk. citronsaft (eller mere)
Fremgangsmåde:
Bryg te på teblade og kogende vand (lad det køle lidt ned, hvis du bruger grøn eller hvid te – helst til omkring 80-85grader, men jeg målte ikke). Lad teen trække det antal minutter, der står på posen – jeg lod den trække i ca. 10 minutter. Tilsæt mynteblade, ferskner og sukker til teen og lad blandingen afkøle inden den sættes i køleskabet.
Si blandingen når du hælder det i glas og nyd gerne med isterninger.
Jeg vil gerne lære det der med, at drikke te – tror faktisk, at drikke det koldt ville være et ret godt bud på, hvordan jeg bliver bedre. Det lyder hvertfald godt (:
– K
Det tror jeg du har helt ret i – det smager nemlig kun meget mildt af te når der også er frugt i!
KH Anne
[…] uge – men jeg er sikker på at kagen også smager glimrende i solskin. Måske med et glas hjemmelavet iste […]