Præ-bryllup: Lidt om lykke..

himmel

Det der med at vågne op om morgenen med en solid lykkefølelse, det er ikke hverdagskost for mig. Det kan måske virke besynderligt, når jeg næsten lige er blevet mor, men sådan er det. Jeg føler glimt af lykke og glæde dagligt i øjeblikket og det er oftest pga. Augusta – eller Augusta og hendes far sammen. Jeg bliver rørt til tårer når hun sender store smil og langvarig øjenkontakt i min retning. Der er også dagligt en følelse af tristesse og angst, der kigger forbi. Jeg bliver ikke bange for dem. I mine øjne er de en naturlig del af at være menneske. Bevares, jeg vil da meget hellere have Lykke på besøg.

Netop hende er jeg vågnet op med 1 gang i den sidste uge. Med dåbs- og bryllupsforberedelser er det nok ikke så mærkeligt. Jeg tror at mange vil forvente, at have den følelse op til en glædelig begivenhed. Jeg blev faktisk helt overrasket over at mærke den.

Hun blev ikke ret længe, for hun blev smidt ud af urolige tanker om, at lige om lidt sker der helt sikkert noget dårligt, som får mig ned på jorden igen. Måske sker der noget med min kæreste når han kører hjem fra arbejde?

Faktisk. Som jeg skriver dette indlæg føler jeg igen en snert af glæde over min lille familie og weekendens begivenheder og straks får jeg tanken: Er Augusta nu okay ude i barnevognen?

 

Måske du kender fænomenet? Bedst som alt går godt..

 

Er de her “pessimistiske” tanker sygelige? De er ubehagelige – men er de “forkerte”?

Nej. Jeg tænker, at vores bevidsthed har som primært formål at få os til at overleve. Hvor mange overlevelsesfordele er der lige ved at hoppe rundt i lykkerus og danse kinddans med Fru Lykke i bare tæer? Ikke mange, når der potentielt lurer trafikuheld og hvepsestik (vores tids sabeltigere) lige rundt om hjørnet. Det er sådan vores bevidsthed opererer. Den er ofte pessimistisk og sortseende – og derfor fantastisk til at spotte potentielle trusler, med det formål at passe på os og dem, vi elsker. Det har den menneskelige bevidsthed altid gjort.

Det ville da ellers være skønt at vågne op i ske med Lykke hver dag. For følelsen er dejlig og jeg havde lidt glemt præcis hvor dejlig den er.

I morgen siger min kæreste og jeg forhåbentlig ja og nej på de helt rigtige tidspunkter, når Augusta skal have vand i det meget sparsomme babyhår og min kæreste og jeg skal give hånd i kirken. Seriøst, det gør man! Jeg er åbenbart skadet af amerikanske film og serier og forventede “du må nu kysse bruden”.

Rigtig dejlig varm weekend til dig – og tak for at du læser med!

Måske disse indlæg også er noget for dig?

Del dine tanker her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Anne
    Først og fremmest så håber, du får en fortryllende dag i morgen og på forhånd kæmpe stort tillykke med både barnedåb og bryllup.

    Dernæst så elsker jeg dette indlæg. Hvor er det superfint af dig at sætte ord på. Både på de svære følelser men også alt det tumult, der er indeni i den første tid som mor.

    Jeg kender ikke din baggrund og dit øvrige forhold til Lykke, men som en, der fra naturens hånd har fået tildelt et lidt lavt stemningsleje, og som også engang fik rodet sig helt ud i en behandlingskrævende depression, vil jeg sige, at min erfaring er, at tankerne om Lykke mest optager mig, når jeg bevæger mig rundt ude i gråzonerne.

    Pas på dig selv!
    KH. Jane

    • SVAR

      Kære Jane
      Jeg blev så glad da jeg læste din kommentar – når man bevæger sig lidt ud af sin comfort-zone ift. indlæg er det virkelig spændende om nogen overhovedet læser med. Det kender du sikkert.
      Også 1000 tak for dine lykønskninger, vi havde en virkelig dejlig dag og jeg har været rørt og grådlabil lige siden.
      Stort knus og KH
      Anne

  • SVAR

    Kære Anne, nåede du i mål med alle “opgaverne” til den store dag i morgen? Håber det bli’r en helt fantastisk dag for dig og din familie. Kærlig hilsen Nina

    • SVAR

      Kære Nina
      Det gjorde jeg heldigvis. ALt bortset fra at skrælle gulerødder til den hummus og peberfrugtdip jeg havde lavet 🙂 det glemte jeg i farten.
      Tak for din hilsen – vi havde en virkelig skøn dag i dejligt vejr.
      Kærlig hilsen til dig,
      Anne

  • SVAR

    […] de seneste måneder har jeg sneget indlæg ind om drømme, mørke tanker og følelsen af lykke. Det kræver lidt ekstra tid at skrive den slags indlæg – men det har samtidig været nogle […]