Min bedste LCHF lasagne til dato

lasagne 2For nogle dage siden begik jeg en vaskeægte LCHF lasagne, der er den bedste lasagne jeg nogensinde har lavet. Jeg lavede “pastapladerne” tyndere end jeg plejer, lod kødsaucen simre et par timer og toppede med en fløjlsblød blomkålsbechamel – jamen altså! Selv min lasagneelskende kæreste synes at den var rigtig god – og kunne slet ikke smage blomkålen!
Jeg tænker, det er en genial måde at få ekstra grønt ind i maden på, for blomkålen giver bare en super lækker tyk og cremet bechamel.
Jeg har denne gang hentet inspiration flere steder: nemlig i Jane Faerbers Spis dig MÆT og GLADhos Frk. Sveske og ikke mindst hos Mad i Harmoni.
Det tager lidt lang tid at lave denne lasagne, så gør det fx en søndag hvor du har god tid. Der bliver en stor portion ud af det, så der er rester til mandagen (og tirsdagen), der bare kan varmes hurtigt og spises med en salat til.
Alternativt så lad være med at lade kødsaucen simre så længe.

(6-8 portioner)

Du skal bruge:
Kødsauce:
800 g hakket oksekød
2 løg
2 fed hvidløg
2 dåser flåede tomater
50 g smør
3 spsk. tomatpuré
1 spsk. tørret oregano
1 spsk. tørret basilikum
1 spsk. Herbamare bouillon (kan udelades)
1 tsk. paprika
1 tsk chiliflager
salt & peber

Pastaplader:
4 æg
150 g flødeost
2,5 spsk. Fiberhusk
1 spsk. oregano

Bechamelsauce:
400 g blomkål i mindre buketter
200 g smør
50 g revet ost (gerne med smag)
0,5 tsk. stødt muskatnød
salt og peber

Desuden:
150 g revet ost (gerne mere)

Fremgangsmåde:
Kødsauce:
Smelt smør i en relativt stor gryde. Finhak løg i en minihakker (men ikke for meget, så væsken trækker ud) og steg dem klare i smør sammen med presset hvidløg. Brun kødet og tilsæt krydderierne. Blend de flåede tomater helt fint i minihakkeren (eller brug passata) og tilsæt sammen med en spsk. bouillon.
Skru ned for varmen og lad saucen simre, mens du laver pastapladerne.
Jo længere den simrer, des bedre. Min fik 2 timer, og den sidste halve time uden låg, så kødsaucen ikke var våd.

Pastaplader:

Tænd ovnen på 120 C (varmluft). Pisk æg luftige, tilsæt øvrige ingredienser og pisk grundigt. Lad dejen stå 5-10 minutter.
Beklæd to bageplader med bagepapir og fordel massen tyndt ud på de to bageplader med en dejskraber (dejen fylder ikke bagepladerne ud). 
Giv dem ca. 10-13 minutter (mine var gyldne i kanten efter 13 minutter). Lad pladerne køle af og fjern bagepapiret ved at lægge pastapladerne på en bordplade med bagepapiret opad. Derefter kan papiret trækkes forsigtigt af og pladerne kan deles i ønsket størrelse pastaplader. 
Jeg har et stort lasagnefad fra Pillivuyt og det passede perfekt at dele hver plade i tre aflange plader (på den korte led). Så var der til tre lag med plader.

Bechamel:
Kog blomkålen helt mør i en gryde med vand. Si vandet fra, hæld blomkålen tilbage i gryden, sammen med smør, og lad det smelte ved lav varme. Tilsæt muskatnød og ost, og blend helt fin og cremet med en stavblender eller hæld det hele i en god blender. Smag til med lidt salt og peber.

Lasagnen:
Saml lasagnen med kødsauce i bunden, og dernæst skiftevis plader, kødsauce og bechamel. Har du ekstra ost, så læg lidt ind i lasagnen også.
Fordel ost på toppen og giv den 10-15 minutter i ovnen (200 C, alm. ovn – evt. med grill) til osten er gylden.Servér fx med en let salat!


Måske disse indlæg også er noget for dig?

Del dine tanker her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

21 Kommentarer

  • SVAR

    Lækkert! Jeg skal klart lave lasagne med blomkålsbechamel næste gang, det er da sikkert og vist! 😀

  • SVAR

    DO IT! 🙂
    Jeg går heller aldrig tilbage. Min kæreste anede ikke at der var blomkål i, før jeg fortalte ham det på andendagen – og han er altså ret sensitiv overfor varm blomkål (lugt og smag).
    KH
    Anne

  • SVAR

    God idé med den der blomkål. Må jeg se, om der er overskud til at lave til min halve lasagne næste gang – kæresten vil bare ikke have 'hvid' sauce i sin lasagne. Måske, jeg kan lave trikket og udlade at røbe noget indtil dagen efter…
    KH
    – frk. sveske

  • SVAR

    Haha 🙂 Den kan godt blive lidt tricky med den hvide sauce. Nu indser jeg pludselig det halvtarvelige i at skjule ingredienser for dem, der spiser ens mad. Jeg tænkte jo bare, at han havde godt af det.. blomkålen forstås 🙂 !
    KH
    Anne

  • SVAR

    Ja, jeg ville heller ikke kunne tricke, hvis han sprugte. Han er nemlig nysgerrig og vil gerne vide på forhånd, hvad der er i, inden han smager. Jeg skal vist bare være glad for at, han for det meste nyder lidt af min LCHF-kost til hans HCMF (high carb moderate fat)-diæt, når jeg serverer den for ham 😉
    KH
    – frk. sveske

  • SVAR

    Hvor både lyder og ser det enormt lækkert ud. Jeg tror godt, at jeg tør servere denne ret for min fedt-forskrækkede familie men dog også lasagne-glade familie. Dog bliver jeg nødt til at spørge lidt dumt… Når du skriver flødeost, mener du så flødehavarti? For det er umiddelbart det eneste jeg kan komme i tanke om i forbindelse med flødeost.. Øj.
    Fed blog og fed instagram-profil! Jeg er fan!
    Hilsen nordjylland

  • SVAR

    Har du nogen ide om hvor mange kalorier der er i sådan en omgang?

  • SVAR

    Tusind tak for din søde besked! Det gør mig bare SÅ glad hvis andre har gavn af bloggen og instagram!! TAK 🙂 !
    Godt spørgsmål! Jeg brugte Philadelphia, så måske jeg skulle have skrevet det 🙂 – det er i hvert fald det jeg mener når jeg skriver flødeost.. Lad mig vide hvis du prøver den 🙂 !
    KH til dig,
    Anne

  • SVAR

    Nej, beklager. Jeg gør mig ikke rigtigt i det med kalorier.
    KH
    Anne

  • SVAR

    Jeg ville bare sige, at det godt nok er den bedste bechamelsauce, jeg længe har smagt. Vanvittig god lasagne. Den mætter også vildt meget! Vi fik et lille stykke hver og dertil salat og peberfrugt, der var vendt med macademia olie. Kan varmt anbefale opskriften. Jeg har i hvert fald sat den i min 'køkkenfavoritter', hvor jeg let kan få fat i den næste gang!

    Mange hilsener
    Stella

  • SVAR

    Dejligt at høre!! Jeg er også fuldstændig vild med den 🙂
    KH
    Anne

  • SVAR

    Hej Anne!

    Jeg lever ikke LCHF. Men vil rigtig gerne lave denne Lasagne. Ved du om Blomkåls Bechamelsaucen kan laves mere fedtfattig??

    På forhånd Tak.

    Mvh. Hanne

  • SVAR

    Hej Hanne
    Jeg har en veninde, der har lavet den med mindre smør (et bud er 50-75g) og den var, ifølge hende, meget vellykket 🙂
    Lad mig gerne vide hvis du prøver den!
    KH
    Anne

  • SVAR

    Frk. Sveske kan blande blomkålsbechamelsaucen sammen med kødsovsen, og så er den helt skjult, men smagen må blive den samme.
    Retten ser lækker ud, og vil prøve den af en dag, og selvfølgelig skjule blomkålen for manden.
    Kål er vanvittigt sundt så jeg skjuler tit hvidkål i retter, og han kan altid lide det, men ikke tanken om at spise kål. Fortæller det altid til ham bagefter.

  • SVAR

    Smart – og lidt lusket 🙂 !
    KH
    Anne

  • SVAR

    Hejsa.
    Hvordan mon sådan en lasagne har det med at blive frosset ned, har du prøvet det? Jeg har lavet den her til aften, det smagte dejligt, men der er alt for meget 🙂

  • SVAR

    Hej Signe
    Dejligt at du kunne lide den! Jeg tror aldrig jeg har prøvet at fryse den – men jeg er 100% på at det sagtens kan lade sig gøre. Så kast du den bare i fryseren til en omgang hurtig aftensmad på et senere tidspunkt!
    KH
    Anne

  • SVAR

    […] noget af kødet til nemme retter, der er lige til at hive ud og varme. Jeg tænker at en omgang af denne lasagne – lavet uden ost – vil være super at have på lager. En gang i november havde jeg en […]

  • SVAR

    […] LCHF-lasagne […]

  • SVAR

    Virkelig lækker lasagne..kan kraftigt anbefales., tak for den opskrift

    • SVAR

      Hvor er du sød at lægge en kommentar – dejligt at høre!!
      KH
      Anne