Mættende og nem morgenmadskage til tre dage

morgenmadskageJeg har spist smoothie hver morgen, meget meget længe. Det er stadig min yndlingsmorgenmad og både det lækreste og noget af det sundeste jeg kan komme i tanke om at starte dagen på.

Fordi jeg ikke tåler mælk, er den hurtige løsning og klassikeren (der hverken kræver maskiner, gryder eller pander) ikke en mulighed. Havregryn med mælk er udelukket – men havregryn med rismælk kan naturligvis være substituttet. Problemet er at det giver blodsukkeret en ordentlig tur i rutsjebanen og ikke er specielt næringsrigt.

Denne morgenmadskage er langt bedre. Den indeholder både fedt (mandler og kokosolie), protein (æg) og kulhydrat (æble og havregryn). Jeg tror på at en grøntsags-smoothie eller en tallerken med æg, grønt og avocado er sundere, ja. Men som en hurtig løsning er det her en glimrende måde at starte dagen på. Den smager også fint kold og hvis du laver den søndag har du morgenmad til dig selv til og med onsdag. Kagen kan fint tages med på farten og fx spises på vej til bussen.

Jeg blev inspireret af Stinnas opskrift på muffins – men bagte den som kage, da jeg forsøger at undgå silikoneforme.

 

(Morgenmad til 3 dage)

Du skal bruge:

3 dl havregryn

3 æg

2 æbler i tern

1 banan (eller 2 spsk. honning eller anden sødning)

2-3 spsk. kokosolie

1 tsk kanel

lidt havsalt

lidt hakkede mandler

 

Kokosolie til at smøre fadet.

 

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200grader (alm. ovn). Smør et lille ovnfast fad med en lille smule kokosolie.

Mos bananen med en gaffel og rør æg, havregryn, kokosolie, kanel, salt og æbletern sammen. Hæld i fadet og drys med hakkede mandler. Bag i ovnen i ca. 15-20min.

Jeg skærer morgenmadskagen ud i 6 firkanter og hapser to af dem på travle morgener.

 

Måske disse indlæg også er noget for dig?

Del dine tanker her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    God idé at bage den som en hel kage 🙂

    • SVAR

      Det fungerer super! Tak for god opskrift.
      KH Anne