Mælkefri konfektkage med frosting af cashewnødder

Det her var den ene af de to kager, jeg lavede til Augustas fødselsdag. Den er ikke babyvenlig, men den er tilgengæld meget voksenvenlig. Den smager virkelig godt og er desuden nem at lave.

Jeg fandt opskriften her, men ændrede en smule. Der er slet ikke brug for den mængde sukker, der er i den originale. Jeg skar lidt ned (fra 75g til 50g), men næste gang vil jeg helt undlade eller nøjes med 1 spsk.

 

(20 små stykker ca.)

 

Du skal bruge:

2 modne øko bananer

150g øko cashewnødder (jeg køber dem på Buy Whole Foods)

100g øko chokolade 70% eller højere

80g øko boghvedemel/hvedemel/speltmel

1 spsk. øko kokossukker

1/2 dl øko olivenolie

1/2 tsk bagepulver

revet skal og saft fra 1 øko appelsin

et knsp havsalt

 

Frosting:

100g cashewnødder

ca. 1/2dl mandelmælk

korn fra 1/2 øko vanillestang

 

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Hak nødder og chokolade groft med en brødkniv. Mos bananen i en skål med appelsinsaft og -skal, kokossukker og olivenolie. Rør derefter de resterende ingredienser i. Læg bagepapir i et lille ovnfast fad og kom dejen i. Bag kagen i 20min.

Lav i mens frosting ved at køre cashewnødder, mandelmælk og vanille helt smooth i en blender eller foodprocessor. Vær lidt forsigtig med væsken, så din frosting ikke bliver for tynd. Det tager tid og der skal nok skrabes cashewmasse ned fra kanterne nogle gange.

Skær den afkølede kage i små firkanter. Fyld cashewfrosting i en sprøjtepose og læg den i køleskabet. Dekorer de små kager med frosting lige inden servering.

 

TIP:

Hvis du bruger en blender og ikke kan skrabe al frostingen ud, så fyld blenderen med koldt vand (måske 300ml – afhængigt af hvor meget frosting, der er tilbage i blenderen). Kør kortvarigt og voila! Hjemmelavet cashewmælk til smoothies eller grød og ingen spild af mad.

 

Måske disse indlæg også er noget for dig?

Del dine tanker her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar