Lidt om livet på landet og om at savne at blogge..

..og så gik der over tre måneder siden mit sidste besøg i Den Omvendte Verden. Et kvart år – gisp!

Et kig i Google Analytics fortæller mig, at der stadig er en del af jer, der kigger forbi. Det gør mig glad og giver mig endnu større lyst til at vende tilbage. Tak for det.

Siden sidst er de fleste flyttekasser i vores nye hus blevet pakket ud og vi har fået en rigtig grøn og tæt græsplæne. En del af plænen har vi allerede gravet op og erstattet af en bålplads og 6 forskellige frugttræer (en pære, to æbler, to blommer og et kirsebær). Det gør at jeg næsten ikke kan vente til næste år, hvor vi forhåbentlig kan plukke de første lækkerier. Til den tid har Augusta formentlig udvidet sit ordforråd (fra nuværende indhold: primært traktor, gravko og NEJ) til at rumme både kirsebær og pære.

Vi har også fået to bede til krydderurter og det nyder vi godt af i øjeblikket med frisk persille, mynte, timian, oregano og citrontimian. Augusta nyder især at flytte sand fra sandkassen op i bedet.

Jeg bruger mange tanketimer på at overveje hvor og hvordan vi skal anlægge min kommende køkkenhave. For ganske nyligt faldt jeg over ‘no dig-metoden’. Kender du den? Med den metode kan jeg (vist nok) nøjes med at placere køkkenhaven, dække området med en god omgang kompost og et dække af en art. Det skulle slå græsset ihjel og gøre jorden frugtbar, luftig og god til dyrkning allerede til foråret. Det virker næsten for nemt.

Kostmæssigt er jeg i gang med en omlægning til det, der hedder ‘full GAPS’. Min plan er, at skrive et lidt mere detaljeret indlæg om GAPS (Gut and Psychology Syndrome) og hvad det indebærer.

Mit kostmæssige fokus i øjeblikket er, at vælge til (probiotika/fermenteret mad og fond dagligt) og fra (sukker og korn). Det betyder, i praksis, at jeg er vendt lidt tilbage til LCHF/paleo – bare i en endnu mere avanceret udgave. Jeg får i den grad handlet på min værdi om at være mere ‘Husmoder‘, for GAPS-diæten kræver at der prioriteres meget tid over gryderne.

Hvad kan du så forvente af bloggen i fremtiden?

Jeg er meget optaget af GAPS og det vil farve bloggen fremadrettet. Jeg er jo i gang med at læse til kostvejleder for at kunne blive GAPS-behandler næste efterår. GAPSmad er fantastisk Real Food, så det kan du sagtens glæde dig til. Jeg er desuden stadig optaget af at inspirere til større egenomsorg (det tror jeg, at vi alle har brug for) og et liv med personlige værdier i hånden – i stedet for: gemt væk i bunden af en taske. Så at sige.

 

Jeg er nysgerrig på dig, der læser med: hvordan spiser du mon? Er der noget du vælger til eller fra?

 

Måske disse indlæg også er noget for dig?

Del dine tanker her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *