Hjemmelavede, økologiske marcipanbrød med kun 3 ingredienser!
Har du nogensinde læst bag på et marcipanbrød fra Anthon Berg? En stor del af marcipanen består af abrikoskerner – og ikke mandler. Det nægter jeg at betale for. Fremover. Punktum.
Nu hvor jeg ved hvor nemt det er at lave velsmagende marcipan selv, var det oplagt at prøve at overtrække den med mørk chokolade. Det blev enormt velsmagende og er simpelthen så nemt at lave. Perfekt weekendprojekt eller fredagsguf!
(15 små)
Du skal bruge:
150g øko mandler
2-3spsk øko akaciehonning
100g øko chokolade (jeg brugte 70%)
Fremgangsmåde:
Smut mandlerne ved at overhælde dem med kogende vand. Lad dem trække 10min, hæld vandet fra og smut skinnet af mandlerne. Blend mandlerne til fint mel i en foodprocessor og tilsæt honning for at samle massen.
Form små marcipanbrød af massen med det samme.
Smelt chokoladen over vandbad og dyp de aflange marcipanbidder i chokoladen. Sæt dem på bagepapir og kom dem i køleskabet for at sætte sig.
Næste gang vil jeg prøve at temperere chokoladen, så de får det rigtige chokoladeknæk. Vil du have mere mandelsmag, kan du tilsætte en smule mandelessens også.
Et spørgsmål helt uden for kontekst… Men har du nogle anbefalinger ift. kemifri opbevaringsbøtter til mad? 🙂
Dejligt spørgsmål! Jeg bruger glas og har næsten fået skiftet alle mine plastikbøtter ud. Jeg bruger bla. Weck-glas og glasbøtter fra IKEA. Sidstnævnte har plastlåg, men så længe maden ikke kommer i kontakt med det, er det fint!
KH
Anne