Den Omvendte Verden: 10 postulater om sundhed!
Du kender den der tynde is, der ligger på vandpytter efter en omgang nattefrost? Den bevæger jeg mig ud på i dagens blogindlæg. For jeg har (stort set) ingen referencer med, kun pudsige spekulationer og den viden jeg har opsamlet hist og her.
Den inspirationsrunde, som jeg kørte på bloggen i efteråret, gav mig idéen til dagens blogindlæg. Gæsteindlæggene (du finder dem alle HER) sætter nemlig tanker i gang om, hvad der egentligt er sundt. Runden viser meget nøjagtigt HVOR forskelligt det er, hvad vi opfatter som sunde madvarer. Til eksempel har jeg haft en blogger på besøg, der er ALL IN på kostpyramiden, og jeg har haft besøg af kvinder, der (ligesom jeg selv) er ALL OUT på kostpyramiden – og kvinder der ligger et sted midt i mellem de to yderpunkter.
Jeg tror (helt uvidenskabeligt) at mange af de ting vi i dag kalder sunde, ikke er det alligevel. Kan du huske for nogle år tilbage, hvor det var allemandsviden at æg gav forhøjet kolesteroltal og at magre mælkeprodukter var de sundeste? Well, det er jo for længst outdated viden. Håber jeg.
Det er ikke alle nedenstående punkter jeg tror 100% på, men jeg skal være ærlig og sige at jeg tror på mange af dem. Enkelte punkter er allerede oppe at vende i (alternative) sundhedskredse.
Postulat # 1: Vi skal (IKKE) undgå for meget salt
Vi skal undgå noget salt – den der findes i store mængder i færdigretter og bordsalt. Men jeg tror ikke at vi behøver at frygte god havsalt. Himalaya skulle vist være den sundeste.
Postulat # 2: Mørk chokolade er (IKKE) sundt
Der er ret store mængder cadmium i mørk chokolade – især den lavet på kakao fra Afrika – og det er ikke spor sundt at få for meget af den slags tungmetaller. Dameblads-lærdommen, om at mørk chokolade er enormt sundt, bør måske pensioneres.
Postulat # 3: Mælkeprodukter er (IKKE) sunde og en vigtig kilde til kalk
Jeg tror på at mælkeprodukter -især proteinet kasein- er skidt for menneskekroppen. I hvert fald min menneskekrop. Jeg læste for nyligt en artikel hvor en Ph.D. i sundhedsvidenskab udtaler, at der ikke er noget forskning, der peger på at mælk er sundt. Kalk kan i øvrigt sagtens fås fra andre fødevarer (fx grønne grøntsager og havregryn), så det bekymrer jeg mig ikke om. I øvrigt er den nyeste viden, som jeg har tilegnet mig på mælk/kalk-området, at det er magnesium (og ikke kalk) der er vigtig for vores knoglesundhed.
Postulat # 4: Vi skal (IKKE) undgå solen og huske solcreme
Jeg tror på at moderat ophold i direkte sol er sundere end at bruge solcreme. Alt hvad vi smører på huden optages og der er virkelig meget skrammel i cremer – også i solcreme.
Postulat # 5: Fuldkornsprodukter er (IKKE) sunde og vigtige
I årevis har vi hørt at fuldkorn er så sundt så sundt. Men fuldkorn (nødder, bælgfrugter mm.) indeholder fytin, som eftersigende skulle binde mineraler, så kroppen slet ikke får glæde af dem. Fytin kan dog nedbrydes ved at iblødsætte nødder, kerner og korn.
Postulat # 6: Koldpresset, økologisk olivenolie og kokosolie er (IKKE) sundt fedt
Jeg har faktisk ikke tænkt over det før for nyligt, men olie er i høj grad et forarbejdet produkt. Tænk hvis det faktisk var sundere at spise hele oliven eller stykker af kokosnød i stedet.
Postulat # 7: Vi skal (IKKE) have pulsen op flere gange dagligt
Dette postulat er jo barnelærdom. Men! Tænk engang hvis de mange timer i træningscenteret slet ikke er sundt. Hvis det at få pulsen op egentlig ikke er godt for os. Det ville virkelig være den omvendte verden. Hvis jeg skal være rigtig fantasifuld og kreativ, så kan jeg godt spekulere i sammenhængen mellem højintens motion (løb, spinning..) og tendensen til stress. Jeg tænker ofte, at vores krop ikke kan kende forskel på, om vi presser os selv på spinningscyklen eller om vi løber væk fra noget farligt.
Postulat # 8: Fisk er (IKKE) sundt
Tænk hvis vi har forurenet havene så meget, at fisk ikke længere er sundt. Økologisk fisk er alternativet, men jeg mindes at have læst at et eller andet skadeligt er tilladt i økologisk fiskefoder.
Postulat # 9: Indmad er (IKKE) sundt
For noget tid siden skrev jeg på bloggen, at jeg opfatter indtag af indmad som en del af en sund livsstil. Well, tænk hvis nu fx lever slet ikke er sundt. Leveren behandler jo affaldstoffer og er kroppens største udrensningsorgan.
Postulat # 10: Håndsprit er (IKKE) en god idé derhjemme
Jeg læste for nyligt at børn, der er vokset op med hund i huset, har meget mindre allergi end de børn, der ikke gør. Måske lever vi alt for sterilt – min søde farmor, der desværre gik bort sidste år, sagde at jeg skulle huske at børn skal have et pund skidt om året. Det var dengang jeg ventede Augusta. Måske er det “saying” helt spot on.
Hvad tror du på?
#firstcomment ✋
At moder natur ved bedst! Altid!!!
Den vender jeg mig mod så tit som jeg kan.
Hvad giver mening, når man ser på naturen…?! Der finder jeg mange svar dagligt. Trods at jeg lever i en moderne verden.
Og ser jeg aldrig sundhed isoleret som det vi putter i munden. Det er også de tanker vi tænker.
Tak for dejlig kommentar!
Det er jeg helt enig i. Der er mere til sundhed end den mad vi putter i munden. Tanker spiller helt sikkert også ind. Jeg tror dog på, at det er vigtigere hvordan vi forholder os til vores tanker, end selve tankernes indhold.
Dejlig søndag til dig,
KH
Anne