2 håndfulde inspiration fra: Madbanditten

jane1

Jane fra Madbanditten.dk er den primære grund til, at jeg startede med at blogge for 3 år siden. Dengang var Den Omvendte Verden nemlig en ren LCHF-blog og jeg havde oplevet de mange gode fordele ved at lægge min kost om. Selvom jeg næsten ikke spiser mælkeprodukter mere, er hun stadig en kæmpe inspiration for mig. Velkommen, Jane!

 

Introduktion og mit syn på sundhed

Jeg er 39, mor til 10-årige twins og er professionel blogger, forfatter og foredragsholder.

Sundhedsmæssigt tror jeg på, at vi når længst ved at kigge på helheden fremfor at halse efter enkeltdele. Jeg tror på, at nøglen til et langt og sundt liv ligger i at balancere blodsukkeret og holde insulinniveauet lavt. At spise en LCHF-inspireret kost er en god start, men mere søvn og mindre stress er også afgørende (og ofte oversete) faktorer i det puslespil.

Og så kæmper jeg en nogle gange trættende kamp for børns ret til en barndom uden for meget sukker og junk.

 

1) JEG FØLER MIG SUND NÅR… 

jeg har det godt. De to ting hænger nemlig sammen. Når jeg har det godt, har jeg som regel sovet nok, er ustresset, får rørt mig lidt, og jeg har en glad mave. Mit velbefindende sidder rigtig meget i maven. Er min mave glad, er jeg glad.

 

2) DEN PERFEKTE MORGEN SER SÅDAN UD FOR MIG:  

jeg vågner af mig selv og går ned i køkkenet. Her ser jeg, at mine børn er stået op og har tømt opvaskemaskinen af sig selv (!). Jeg laver morgenmad, og vi spiser allesammen sammen. Efter morgenmaden får jeg lov til at skrive i fred i nogle timer. Jeg elsker at skrive om morgenen og føler mig allermest kreativ der.

 

3) JEG SYNES AT KOSTPYRAMIDEN ER… 

bedre end sit ry men en katastrofe for dem, der allerede lider af overvægt/fedme, diabetes eller insulinresistens. Jeg synes mest af alt, at kostpyramiden i sin nuværende form er ude af trit med den virkelighed, vi lever i. Den er beregnet til og kan måske have sin berettigelse til raske, aktive og normalvægtige mennesker, men da det er en gruppe, der bliver færre og færre af, giver det ikke længere mening at anbefale denne kost til alle.

Og så har jeg det stramt med, at kostpyramiden stadig i 2016 dæmoniserer (mættet) fedt.

 

4) HVIS PENGE IKKE VAR ET ISSUE.. 

ville jeg købe en lejlighed i Paris og bo der i nogle måneder hvert år. Jeg boede der som ung og drømmer om at bo der igen en dag. Desværre ikke ligefrem en drøm, min familie står i kø for at dele med mig… :-/

 

5) MIN YNDLINGSSPISE I ØJEBLIKKET ER…  

Guacamole. Jeg kan spise det på stort set alt. Fra morgenmad til aftensmad. Oh yes. Min bedste opskrift HER.

 

6) MIN YNDLINGSKRYDDERURT ER… 

Koriander. Urten, som mange elsker at hade. Jeg har lært at elske den og synes, den kan peppe selv den kedeligste mad op.

 

7) DEN OPSKRIFT, SOM JEG KAN I SØVNE ER…

Chiaknækbrød – 5 dl blandede kerner, 1 dl chiafrø, lidt salt og ca. 3 dl vand. Røre, røre, hvile lidt, klatte ud på bageplade og bage i 1,5-2 timer ved 150 grader.

 

8) JEG ANBEFALER ANDRE AT LÆSE… 

The Big Fat Surprise – Why Butter, Meat and Cheese Belong in a Healthy Diet af Nina Teicholz

– om hvordan vi endte med fedtfattige kostråd og hvorfor det har været en katastrofe.

The Obesity Code – Unlocking the Secret of Weight Loss af Jason Fung

– om hvordan hormoner styrer vægten, og hvordan vi kan bruge den viden til at få styr på vægten. Interessant og underholdende på én gang. Læs den!

The Art and Science of Low Carbohydrate Living af Jeff S. Volek og Stephen D. Phinney

– en slags grundbog, hvis man gerne vil dykke ned i videnskaben bag (striks) LCHF.

 

9) NÅR JEG BRUGER MADVARER TIL ANDET END MAVEFYLDE, BRUGER JEG…

Bredbladet persille i en buket af vilde blomster. Mine børn plukker tit vilde blomster (ukrudt) til mig og sammen med de grønne blade fra persillen, bliver det faktisk en fin buket.

 

10) MIT BEDSTE TIP ER…

Sov nok. Gerne 7-9 timer hver nat. Få styr på din søvn, før du kaster dig ud i livsstilsvalg, der involverer stressende aktiviteter som fx hård træning, kalorierestriktion eller faste. Disse tre stresser kroppen på hver sin måde. Lidt stress kan være gavnligt, men at lægge (let) stressende aktiviteter oveni en i forvejen stresset krop er skidt.

 

Hvem skal jeg have besøg af næste gang? Tip mig gerne i kommentarfeltet!

 

Måske disse indlæg også er noget for dig?

Del dine tanker her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *